Danskernes opsparing i banken faldt for første gang i seks måneder i juli.
Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Her fremgår det, at forbrugernes samlede opsparing i landets banker var på 1116 milliarder kroner i juli. Det er et fald på knap fem milliarder kroner fra måneden før.
Faldet kan blandt andet hænge sammen med, at mange har holdt ferie og derfor måske skruet lidt op for forbruget. Det mener Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.
– Samtidig er der også mange danskere, som har oplevet økonomisk modvind fra rentestigninger på det seneste, og her har nogen måske måttet tære på opsparingen i banken for at få enderne til at hænge sammen, skriver hun i en kommentar.
Trods faldet er opsparingerne stadig på et højt niveau historisk set. Kun i april, maj og juni i år har der stået flere penge på forbrugernes opsparinger.
Og sammenligner man med juli 2022, har den samlede opsparing taget et nøk op på godt 34 milliarder kroner.
Det er en ganske mærkbar stigning på blot et enkelt år. Det påpeger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.
– Set i lyset af den høje inflation og de kraftige rentestigninger kunne mange danskere have trukket lidt på opsparingen for at betale regningerne, men det er ikke sket, skriver han i en kommentar.
Men selv om der i kroner og ører står flere penge på opsparingerne, betyder det ikke, at forbrugerne har fået flere penge mellem hænderne.
Inflationen har nemlig udhulet en væsentlig del af opsparingerne.
– Selv om danskernes opsparinger er fortsat med at stige, har den høje inflation gjort, at de kan købe færre varer og tjenester for opsparingen i banken, skriver Kristian Skriver.
I juli lå inflationen i Danmark på 3,1 procent på årsbasis. Det var lidt højere end måneden før.
Inflationen toppede i oktober 2022, hvor priserne var steget over ti procent over et år.