Den danske forfatter Olga Ravn er ikke blevet udvalgt til at dyste i det endelige opløb om den prestigefyldte britiske bogpris International Booker Prize.
For bogen “Voksbarnet” kom hun med på en udvidet liste af nominerede – en såkaldt longlist – der tirsdag er blevet skåret ned til seks endelige kandidater.
Det skriver prisuddeleren på sin hjemmeside.
Den danske forfatter var longlistet for bogen, der har den engelske titel “The Wax Child”, sammen med oversætter Martin Aitken.
– “Voksbarnet” er et portræt af et skrøbeligt fællesskab, et indblik i en magisk hverdag og en skrækindjagende fortælling om en hekseproces – baseret på en række virkelige hændelser fra 1600-tallets Nordjylland, lyder det i bogens beskrivelse.
The International Booker Prize bliver uddelt hvert år. Den bliver givet til et fiktionsværk, der er oversat fra et andet sprog til engelsk.
Prisen har til formål at inspirere til udgivelse og læsning af flere oversatte værker på engelsk.
Prisen og præmiepuljen på 50.000 britiske pund – cirka 430.000 kroner – deles ligeligt mellem forfatter og oversætter.
I 2021 nåede samarbejdet mellem Olga Ravn og Martin Aitken helt til sidste nominering for den engelske udgave af Ravns bog “De ansatte”, men de missede prisen på målstregen.
I det år vandt franske David Diop og oversætter Anna Moschovakis for bogen “At Night All Blood Is Black”.
Prisen er blevet uddelt siden 2005. Den er tidligere blevet kaldt Man Booker International Prize, men skiftede sponsor og derfor også navn i 2019.
Sideløbende med International Booker Prize uddeles også den oprindelige The Booker Prize.
Den har også undergået adskillige navneskift. Oprindeligt hed den The Booker-McConnell Prize, siden 2002 The Man Booker Prize og nu altså The Booker Prize. Det fremgår af opslagsværket Lex.
I 2015 blev reglerne for den oprindelige Booker-pris udvidet til at tillade forfattere af enhver nationalitet at deltage, så længe deres bøger var skrevet på engelsk og udgivet i Storbritannien.
Efter det udviklede den internationale pris sig også. Siden da er den blevet uddelt årligt for en enkelt bog, skrevet på et andet sprog og oversat til engelsk.
Den internationale pris uddeles 19. maj, hvor en jury skal finde en vinder.
For den oprindelige Booker-pris bliver vinderen kåret i november.