10. okt. 2025 - 7:26

Danske myndigheder tillader Cheminova at udlede forbudte stoffer




Kemikalievirksomheden Cheminova, som i dag hedder FMC, har fortsat tilladelse fra danske myndigheder til at udlede spildevand med giftige stoffer, som er forbudte i EU.

Det skriver Danwatch.

Mediet har på baggrund af data fra Cheminovas egenkontrol af virksomhedens spildevand fundet mindst 17 stoffer, som er ulovlige.

Kontrollerne er foretaget mellem september 2024 og september 2025.

Selv om stofferne ikke må anvendes i EU, er det fortsat tilladt at producere og eksportere pesticider til lande uden for EU.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) kalder det “uforsvarligt og uetisk” over for Danwatch.

– Ja, det er paradoksalt, at EU forbyder salg af pesticider internt, men stadig tillader produktion og eksport. Det er præcis derfor, vi kæmper for et EU-forbud, udtaler han i et skriftligt svar til mediet.

Her lyder det videre, at Miljøstyrelsen er ved at revurdere Cheminovas miljøgodkendelse med nye krav til udledningen af spildevand, herunder også udledningen af pesticidstoffer.

Allerede sidste år sagde Magnus Heunicke, at han ville arbejde for, at det blev forbudt at eksportere sprøjtemidler, som er ulovlige i EU, til andre lande.