26. apr. 2024 - 2:06

Danske golfherrer får blandet start på amerikansk holdturnering




Thorbjørn Olesen og Matt Wallace gik natten til fredag dansk tid første runde i PGA-holdturneringen Zürich Classic i New Orleans i otte slag under par.

Dermed indfinder parret sig i skrivende stund på en delt 21.-plads med blot tre slag op til førstepladsen.

Førstepladsen deles af fire hold, heriblandt Rory McIlroy og Shane Lowry.

Brødreparret Nicolai og Rasmus Højgaard gik første runde i fire slag under par, hvilket betyder, at de er placeret på en delt 66.-plads.

Kun få hold har endnu ikke gennemført turneringens første runde.

I Zürich Classic spiller de 80 deltagende hold i første runde fourball og i anden runde fredag foursome.

I fourball spiller begge spillere på hvert hold hullerne med hver sin bold, og den laveste score tæller. I foursome skiftes de to spillere på hvert hold til at slå til samme bold.

Fredag vil der være et cut efter anden runde, hvorefter alle hold i top-33 går videre til weekendens runder. Her gælder det lørdag endnu en omgang fourball og søndag foursome.

Den samlede præmiesum i New Orleans lyder på knap ni millioner dollar – svarende til 62 millioner kroner. Det vindende par deler knap 18 millioner kroner.