30. okt. 2024 - 4:06

Danske Bjorkstrand hjælper Seattle til sejr i NHL




Den danske ishockeyspiller Oliver Bjorkstrand hjalp natten til onsdag Seattle Kraken til en sejr, da holdet mødte Montreal Canadiens på udebane.

Med et mål og en assist bidrog den 29-årige dansker til holdets 8-2-sejr over Montreal i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Seattles mandskab kom forrygende fra start. Efter lige knap otte minutter stod det 3-0 på måltavlen efter scoringer fra tre af Bjorkstrands holdkammerater.

I periodens tiende minut skøjtede Bjorkstrand sig fri foran Montreals mål, hvor han modtog pucken og bidrog til målfesten, da han hamrede pucken venstre om Montreals målmand til 4-0.

I begyndelsen af anden periode markerede danskeren sig igen, efter at Montreals Alex Newhook havde fået en udvisning for slashing.

Bjorkstand leverede her assisten til Brandon Montour, der scorede til 5-1 på powerplay.

Efter sejren ligger Seattle nu på ottendepladsen i den vestlige halvdel af NHL-stillingen – Western Conference.

Montreal ligger efter kampen nummer 13 i den anden halvdel – Eastern Conference.

Bjorkstrand og Seattle er igen i aktion natten til fredag, hvor holdet tørner sammen med Toronto Maple Leafs.