20. aug. 2023 - 18:05

Danmark donerer 19 F-16-kampfly til Ukraine




Danmark donerer 19 F-16-kampfly til Ukraine.

Det siger statsminister Mette Frederiksen søndag på et pressemøde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på Skrydstrup Flyvestation.

– Vi ved, at jeres frihed er vores frihed. Vi ved også, at I har brug for mere, siger Mette Frederiksen.

– Det er derfor, vi annoncerer, at vi donerer 19 F-16-kampfly.

De første seks kampfly vil blive sendt afsted “omkring nytår”. De næste otte kampfly følger i 2024, og derefter fem i 2025.

Donationen sker gradvist, så det ikke påvirker Danmarks planlagte overgang til F-35-kampflyene, skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Hovedmålet med flyene er at “forsvare” Ukraine, svarer Mette Frederiksen på et spørgsmål om, hvorvidt regeringen har betingelser om, at flyene ikke må ramme mål i Rusland.

Meldingen kommer efter, at Danmark og Holland tidligere på dagen har meldt ud, at de vil donere kampfly til Ukraine.

Det har længe været et stort ønske for nationen, som har appelleret til Vesten om at støtte med kampfly. Det vil være afgørende for Ukraines forsvar mod den russiske invasion, lyder beskeden.

Flyene doneres tidligst, når de ukrainske piloter er blevet uddannet i blandt andet Danmark i at flyve F-16-flyene.

Her fortæller Mette Frederiksen, at der nu er over 70 ukrainske militærfolk i Danmark, som er klar til at blive trænet.

Mette Frederiksen siger på pressemødet, at hun på vegne af det danske folk er stolte af at have præsident Volodymyr Zelenskyj i landet.

– Du er ansigtet på godt mod ondt. Ret mod uret.

Volodymyr Zelenskyj indleder sin tale med at takke for de varme ord fra Mette Frederiksen.

– Jeg er meget taknemmelig. Tak til jer. 19 F-16-fly er en meget slagkraftig støtte for os, siger han.

Han takker også for andre danske bidrag til Ukraines forsvar, blandt andet ammunition, kampvogne og artillerisystemer. Og for bidraget med at genopbygge byen Mikolajiv.

Volodymyr Zelenskyj vil give en længere tale mandag, når han gæster Folketinget og dronning Magrethe.

– I morgen har jeg mulighed for at tale til jer (i Folketinget, red), og der har jeg mere tid. Jeg kommer til at gøre det med glæde, og jeg har hver ukrainer i hjertet. Og virkelig stort tak til jer alle, siger Volodymyr Zelenskyj.