29. mar. 2025 - 9:26

Danmark anskaffer hundredvis af søminer – de første leveres i 2027




Danmark anskaffer flere hundrede søminer, som ventes leveret om to til fire år.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Søminerne skal bidrage til Forsvarets evne til at kontrollere og blokere adgangen til danske farvande.

Anskaffelsen øger Forsvarets kampkraft og finansieres med midler fra Accelerationsfonden, skriver Forsvarsministeriet.

– Anskaffelsen af flere hundrede søminer styrker vores forsvar i de indre danske farvande. Det er afgørende set i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmarks geografiske placering spiller en central rolle.

– Jeg er glad for, at der nu leveres på endnu en efterspurgt kapacitet, der vil styrke søværnet, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

Søminerne anskaffes på baggrund af forsvarschefens anbefaling og forventes leveret i perioden 2027-2029.

Søminerne vil ifølge Forsvarsministeriet være et nyttigt element i Danmarks bidrag til Natos samlede forsvar og afskrækkelse i regionen.