25. aug. 2023 - 13:23

Cykeltalent dør efter voldsomt styrt til træning




Den 22-årige cykelrytter Tijl De Decker er afgået ved døden efter et voldsomt styrt til træning onsdag.

Det skriver cykelholdet Lotto på det sociale medie X.

– Det er med stor sorg, vi må meddele, at Tijl De Decker er afgået ved døden som følge af et træningsuheld onsdag, skriver holdet.

– Holdet er knust over nyheden og sender tanker til Tijls familie og kære i denne svære tid.

Tijl De Decker kørte på belgiske Lottos udviklingshold og skulle i den kommende sæson køre på det fuldtidsprofessionelle hold hos belgierne.

Ifølge det belgiske medie Het Nieuwsblad var De Decker onsdag involveret i et uheld på en træningstur, hvor han kørte ind i en bil.

Politiet oplyste efterfølgende, at sagen blev efterforsket.

– Ulykken fandt sted på en offentlig vej uden for byens centrum. Cyklisten blev alvorligt kvæstet og kørt til hospitalet, har Magalie Derboven, der er talskvinde for det lokale politi, tidligere sagt.

Efterfølgende lå De Decker i kunstig koma på universitetshospitalet i Antwerpen.

Tijl De Decker vandt i foråret ungdommens udgave af klassikeren Paris-Roubaix.