05. jul. 2025 - 5:36

Chelsea slår brasilianere og booker semifinale ved VM




Chelsea sikrede sig natten til lørdag en plads i semifinalerne ved det igangværende klub-VM i USA.

Det skete med en sejr på 2-1 over brasilianske Palmeiras efter et sejrsmål i overtiden.

Efter at de 90 minutter netop var udløbet, blev et indlæg fra Chelseas Malo Gusto afrettet af en Palmeiras-forsvarer, så bolden snød målmand Weverton og hoppede videre ind i netmaskerne.

Cole Palmer havde efter et kvarters spil bragt de engelske favoritter i front, inden den kommende Chelsea-spiller Estevao udlignede til 1-1 for Palmeiras ti minutter efter pausen.

18-årige Estevao skifter efter klub-VM til Chelsea, efter at London-klubben allerede for et år siden annoncerede handlen.

I semifinalen skal Chelsea op imod endnu et brasiliansk hold i form af Fluminense, der fredag slog saudiarabiske Al-Hilal med 2-1 i en af de øvrige kvartfinaler.

Lørdag findes de to sidste semifinalister, når Paris Saint-Germain står over for Bayern München, mens Real Madrid møder Borussia Dortmund.