27. mar. 2025 - 11:36

Chauffør fra Flextrafik blev stukket med kniv ved sygehus




En chauffør fra Flextrafik blev tidligt torsdag morgen overfaldet med kniv ved Roskilde Sygehus. Den 27-årige mand blev ramt i halsen, oplyser politiet.

Umiddelbart mener politiet, at der var tale om et forsøg på at dræbe chaufføren. Efter en times tid lykkedes det for betjente at anholde en mistænkt i sagen.

Vedkommende, der er 41 år, blev pågrebet efter at have knust en rude i Sankt Hans Gade.

I et grundlovsforhør blev han sigtet for drabsforsøg og fængslet frem til 22. april.

I eftersøgningen deltog flere hundepatruljer samt en helikopter fra Forsvaret. Også togdriften blev stoppet i forbindelse med politiets forsøg på at finde gerningsmanden.

Manden er af Midt- og Vestsjællands Politi beskrevet som en tilsyneladende psykisk uligevægtig mand.

Knivoverfaldet skete kort før klokken 04. Chaufføren skulle køre den 41-årige til sygehuset, men af ukendte årsager trak passageren en kniv.

Offeret meldes ved 11-tiden i kritisk – men stabil – tilstand.

Flextrafik er en del af den kollektive trafik. Brugere kan selv bestille ture.

Hos politiet har man besluttet at gennemføre en tryghedsskabende indsats i Roskilde efter den voldsomme hændelse, fremgår det af pressemeddelelsen.