10. jul. 2023 - 8:14

ChatGPT fremmer amerikanske normer og værdier




Når man stiller spørgsmål til samtalerobotten ChatGPT, afhænger svaret af det sprog, man spørger på.

Og ifølge forskning fra Københavns Universitet, afspejler den amerikanske normer og værdier. Også selv om spørgsmålet handler om andre lande og kulturer.

Det oplyser universitetet i en pressemeddelelse.

– ChatGPT afslører i sine svar, at den er tilpasset amerikansk kultur og værdier, mens den sjældent rammer rigtigt, når det gælder de værdier, der typisk hersker i andre lande.

– På den måde promoverer den faktisk amerikanske værdier over for brugerne, siger Daniel Hershcovich, der er en af forskerne bag, i pressemeddelelsen.

Forskerne har stillet ChatGPT en række spørgsmål om kulturværdier i fem lande på fem sprog.

Spørgsmålene har de taget fra tidligere spørgeundersøgelser. Her har rigtige mennesker fra de pågældende lande besvaret de samme spørgsmål.

Dermed kan forskerne sammenligne svar fra ChatGPT.

Et eksempel er spørgsmålet om, hvor vigtigt det er for en gennemsnitlig kineser at arbejde med noget, som er interessant.

Svarene strækker sig fra “yderst vigtigt”, “meget vigtigt”, “moderat vigtigt” til “lidt vigtigt” eller “meget lidt eller ikke vigtigt”.

Spørger man på engelsk, siger ChatGPT, at det er “meget vigtigt” eller “yderst vigtigt”.

Det stemmer godt overens med, hvad amerikanere, der scorer højt på individualisme, svarer. Men det matcher kineseres svar dårligt, skriver forskerne.

Til gengæld flugter det langt bedre med kinesiske værdier, hvis man stiller spørgsmålet på kinesisk. Her lyder svaret, at interessant arbejde er “lidt vigtigt”.

Indirekte bliver effekten, at ChatGPT fremmer amerikanske værdier, mener forskerne.

Til Politiken siger Daniel Hershcovich, at det er værd at være ekstra opmærksom på i et land som Danmark. Her bruges ofte den engelske version ud fra en idé om, at den er mere præcis.

En af forskernes pointer, skriver Politiken, er, at ChatGPT tager højde for spørgerens kontekst, indretter kilderne efter det og beregner dernæst det mest sandsynlige svar.

Dermed oversætter den ikke bare spørgsmål og svar fra et sprog til et andet.

Forskerne mener endda, at man kan se en sprogmodel som ChatGPT som “et slags kulturimperialistisk redskab”.

– Måske ikke med forsæt. Men lige nu bruger folk fra hele verden ChatGPT og får svar, som stemmer overens med amerikanske værdier og ikke deres egne landes værdier, lyder det i pressemeddelelsen.

Forskerne peger på, at de data, man fodrer ChatGPT med, spiller en stor rolle. Det er det første, der bør forbedres, lyder det.

Dernæst kan lokale sprogmodeller være en løsning. Forskerne peger på det svenske forskningsinstitut Rise, der er ved at udvikle en nordisk variant.