Canadas regering er skuffet over, at USA hæver toldsatserne på canadiske varer fra 25 procent til 35 procent.
Det skriver Canadas premierminister, Mark Carney, i en udtalelse på det sociale medie X.
– USA har retfærdiggjort sit seneste handelsinitiativ med den strøm af fentanyl, der kommer ind i USA, på trods af at Canada kun står for én procent af amerikansk fentanyl og har arbejdet intenst på at reducere den mængde yderligere, skriver han.
Natten til fredag annoncerede den amerikanske præsident, Donald Trump, toldsatsen, der trådte i kraft klokken 06.00 dansk tid.
Toldsatsen blev på Det Hvide Hus’ hjemmeside begrundet med, at Canada fortsat ikke gør nok for at hindre det kraftfulde opioid fentanyl og andre ulovlige stoffer fra at strømme ind i USA.
Canadiske varer, der sendes via andre lande til USA, vil blive pålagt en yderligere told på fem procent.
Varer, der er omfattet af en handelsaftale fra 2020 mellem USA og Canada, slipper dog for USA nye toldhammer.
75 procent af Canadas eksport går ifølge Reuters til USA.