Et nyt kapitel i historien om den potentielt dødelige sygdom malaria bliver mandag påbegyndt i det vestafrikanske land Cameroun.
Her begynder man udrulningen af verdens første vaccineprogram mod malaria. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Vaccineprogrammet er rettet mod børn, og bag det står blandt andet den internationale vaccinealliance Gavi.
Programmet skal udrulles i 19 lande foruden Cameroun. 6,6 millioner børn skal vaccineres i løbet af 2024 og 2025.
Vaccinen mod malaria, der er myggebåren, har fået navnet “RTS,S” og har været hele 40 år undervejs.
Den er udviklet af det britiske medicinalfirma GSK.
Selv om vaccinen er et kæmpe skridt i bekæmpelsen af sygdommen, kommer den ikke til at stå alene. Den skal suppleres af eksisterende midler såsom myggenet, fordi børn så vidt muligt stadig skal undgå myggestik.
Malaria dræber årligt næsten en halv million afrikanske børn under fem år.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) steg antallet af malariatilfælde med fem millioner fra 2021 til 2022, skriver Reuters.
Stigningen forklares med, at bekæmpelse af covid-19 og stigende immunitet over for insektmidler gjorde det sværere at bekæmpe malaria.
Børn er særligt sårbare over for malaria.
Malaria er en infektion med en blodparasit, som overføres af myg. Parasitterne bevæger sig ind i de røde blodlegemer, og efter nogle dage sprænges blodlegemerne indefra.
Infektionen giver typisk feber og influenzalignende symptomer såsom kulderystelser, svimmelhed og muskel- og ledsmerter. Uden behandling kan den føre til svær blodmangel, leversvigt og nyresvigt.
Ifølge WHO er malaria den primære årsag til, at børn bliver syge og dør i Afrika syd for Sahara.
En WHO-opgørelse fra 2020 viste, at næsten en halv million afrikanske børn blev smittet af malaria og døde af sygdommen i løbet af dét år.
RTS,S-vaccinen ventes inden for få måneder at blive suppleret af en anden malariavaccine, R21.
R21 udvikles af Oxford Universitet og ventes at blive udrullet i maj eller juni, oplyser vaccinealliancen Gavi ifølge Reuters.