07. aug. 2023 - 5:41

Cambodjas konge giver grønt lys til ny premierminister




Cambodjas kong Norodom Sihamoni har godkendt valget af den 45-årige Hun Manet som landets nye premierminister.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP, som henviser til et dekret, der er offentliggjort via beskedtjenesten Telegram.

Hun Manet efterfølger sin far, Hun Sen, som trådte tilbage fra posten som premierminister i slutningen af juli.

Her annoncerede han, at han ville give posten videre til sin søn.

Formelt skal det cambodjanske parlament dog også godkende, at Hun Manet bliver premierminister. Parlamentet skal stemme om dette 22. august.

Hun Manet er uddannet økonom fra New York University i USA og har en doktorgrad fra Bristol University i England. Han er desuden militæruddannet og har været hærchef i det cambodjanske militær.

Hun Manets far, Hun Sen, har været ved magten i det sydøstasiatiske land siden 1985. Han er tidligere medlem af den militante kommunistiske bevægelse De Røde Khmerer.

23. juli blev der afholdt parlamentsvalg i Cambodja. Selv om Hun Sen og hans parti, Cambodjansk Folkeparti, vandt valget, meddelte han få dage senere sin afgang efter 38 år som landets politiske overhoved.

Der var ikke reelt nogen opposition ved valget, hvor Cambodjansk Folkeparti fik 120 af parlamentets 125 mandater. Ét af mandaterne gik til Hun Manet.

Det primære oppositionsparti, Partiet Levende Lys, fik ikke lov til at stille op på grund af en teknikalitet, skriver AFP.

Valget er da også efterfølgende blevet kritiseret internationalt – blandt andet af USA – for at være uretfærdigt og udemokratisk.

Hun Manet er ikke det eneste medlem af Cambodjas nye regering, som går i sin fars fodspor. Regeringen består af adskillige yngre politikere, hvoraf flere erstatter deres fædre i cambodjansk politik.