20. aug. 2023 - 17:54

Brøndby siger farvel til Simon Hedlund




Efter 159 kampe for Brøndby forlader Simon Hedlund klubben.

Den 30-årige svenske offensivspiller er blevet købt af den svenske fodboldklub Elfsborg. Det oplyser Brøndby på klubbens hjemmeside.

Simon Hedlund er især stolt over, at han i 2021 var med til at sikre Brøndby det danske mesterskab for første gang i 16 år.

– Det har været en uforglemmelig tid i Brøndby, og selvfølgelig vil mesterskabet i 2021 være noget, jeg tager med mig resten af livet.

– Det var en fantastisk sæson, og at kunne bidrage til holdet er jeg meget taknemmelig for, siger Hedlund til klubbens hjemmeside.

I januar 2019 skiftede Simon Hedlund fra tyske Union Berlin til Brøndby. I de 159 kampe, som Hedlund har spillet for Brøndby, er det blevet til 27 mål og 46 assister.

Brøndby-fodbolddirektør Carsten V. Jensen fremhæver især Simon Hedlunds præstationer i mesterskabssæsonen, hvor han var en af profilerne i offensiven sammen med Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre.

– Simon har i den grad leveret for Brøndby igennem sine mange år i klubben, og han har igen og igen vist sin klasse som fodboldspiller.

– Han havde en stor rolle i, at mesterskabet endte i Brøndby i 2020/2021-sæsonen, hvor han sammen med blandt andre Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre udfordrede de andre klubbers forsvar, siger Carsten V. Jensen.