For første gang i næsten tre år lå den britiske inflation i maj på regeringens mål på 2,0 procent.
Det viser officielle data onsdag.
Der er tale om et fald fra april, hvor forbrugerpriserne var steget med 2,3 procent i løbet af 12 måneder.
Både premierminister Rishi Sunak, som udskrev valg netop med henvisning til økonomien, og centralbanken vil glæde sig over den udvikling.
Men det underliggende prispres er fortsat højt.
Økonomer ser det derfor som usandsynligt, at der kommer rentesænkninger torsdag ved den britiske centralbanks rentemøde.
Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank, peger både på en kerneinflation på 3,5 procent og en inflation i servicepriserne på 5,7 procent som streger i regningen.
– Især sidstnævnte er i den høje ende og højere, end investorerne havde ventet, vurderer han i en skriftlig kommentar.
Selv om rentesænkningen næppe kommer torsdag, forventer han dog, at det sker inden for “forholdsvis kort tid”.
Inflationen begyndte at tage fart i vestlige økonomier i anden halvdel af 2021 på grund af flaskehalse som følge af coronapandemien.
Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, bragede den i vejret, da naturgaspriserne steg.
Over de seneste tre år er forbrugerpriserne i Storbritannien steget omkring 20 procent, hvilket har presset befolkningens levestandard og bidraget til, at Rishi Sunaks konservative er håbløst bagud i meningsmålingerne inden valget 4. juli.
Regeringspartiet ligger omkring 20 procentpoint bag oppositionspartiet Labour.
I et videoklip siger Sunak, at faldet i inflation – siden han kom til magten – viser, at hans økonomiske politik virker.
– Lad os ikke risikere at miste alle de fremskridt med Labour, siger han.
Rachel Reeves, som er parlamentsmedlem for Labour og et varmt bud på den næste britiske finansminister, siger, at Sunak og de konservative vil byde på “fem år mere med kaos”.
Reuters