03. jun. 2024 - 17:49

Brexitprofilen Nigel Farage gør comeback ved parlamentsvalg




Højrefløjspolitikeren Nigel Farage, der stod i spidsen for brexit-kampagnen op til afstemningen om Storbritanniens udmeldelse af EU, stiller op som kandidat ved det forestående britiske parlamentsvalg.

Det fortæller Nigel Farage på et pressemøde ifølge Reuters.

Nigel Farage skal desuden stå i spidsen som leder af partiet Reform UK de næste fem år, fortæller han.

I dag er han æresmedlem af partiet.

Farage har tidligere sagt, at han ikke var interesseret i at stille op, når der er parlamentsvalg 4. juli i Storbritannien. Han ville i stedet bruge sine kræfter på at hjælpe sin ven Donald Trump i præsidentvalgkampen i USA.

Men Farage har altså ændret mening.

– Jeg har besluttet, at jeg har ændret mening.

– Det er ikke altid et tegn på svaghed, det kan være et tegn på styrke, siger Nigel Farage på pressemødet.

UK Reform har ifølge meningsmålinger opbakning fra ti procent af den britiske befolkning, skriver Reuters.

På grund af det britiske valgsystem er det dog ikke sikkert, at partiet får nogen pladser i parlamentet. Der bliver kun valgt ét parlamentsmedlem i hver valgkreds, og stemmer på alle andre kandidater går til spilde.

Med udmeldingen om, at Nigel Farage stiller op for Reform UK, kan partiet dog blive en trussel for Det Konservative Parti.

Ifølge Reuters lyder advarslen fra Rishi Sunak, Storbritanniens konservative premierminister, at en stemme på Reform UK ved parlamentsvalget vil hjælpe modstanderne i Labour.

Med andre ord tror Sunak, at en stemme på Nigel Farages parti er en konservativ stemme, som går tabt.

Nigel Farage stod i spidsen for partiet Ukip, da han forsøgte at overbevise briterne om, at de skulle stemme for, at Storbritannien meldte sig ud af EU.

Tilsyneladende lyttede vælgerne, for et flertal af briterne stemte for brexit ved afstemningen i 2016.

I 2018 var Nigel Farage medstifter af Brexitpartiet.

Farage var medlem af EU-Parlamentet fra 1999 til januar 2020, hvor Storbritannien trådte ud af EU.

Han har stillet op ved det britiske parlamentsvalg syv gange tidligere, men er foreløbig ikke blevet valgt ind.