En mand er fundet død i forbindelse med en brand i Tønder lørdag morgen, oplyser politiet.
Alarmen om flammer og røg i villaen på Leos Allé kom lidt efter klokken syv, og godt to timer efter oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, at beboeren har mistet livet.
De pårørende til den 84-årige mand er blevet underrettet.
Da brandvæsenet kom frem, var ilden ganske voldsom, oplyser politiets vagtchef.
Årsagen til brandens opståen vil først blive klarlagt senere. Opgaven overgår til politiets specialister.