EU-Kommissionen “viser tænder” med sit forslag om afgifter på en lang række amerikanske varer som modsvar på Trumps toldpolitik.
Det siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i forbindelse med et ministermøde i Bruxelles onsdag.
– Det er omfattende, og det er alvorligt ment. Men det er også udtryk for, at ingen rigtig mener, at det her er en god idé – vi har ingen interesse i en handelskrig, siger Morten Bødskov
EU vil svare tilbage på amerikansk told på stål og aluminium ved at lægge told på varer fra USA for 26 milliarder euro.
Det oplyste EU-Kommissionen onsdag morgen. Værdien svarer til knap 194 milliarder kroner.
Kommissionen har offentliggjort en liste på 99 sider med varer, der nu kan blive toldsat.
Størstedelen af varerne på listen er inden for kategorierne fjerkræ, frugt, grønt og alkohol.
Større varer på listen er byggemaskiner, sneplove og motorcykler.
Derudover vil tolden kunne ramme tyggegummi, elektroniske cigaretter eller “vapes”, oblater og negligéer, som er natkjoler, der ofte er lavet af tyndt eller gennemsigtigt stof.
– Vi har ingen interesse i, at told og tariffer skal blokere for samhandlen over Atlanten, der har skabt vækst og beskæftigelse i Europa og USA.
– Men vi er havnet i en situation, hvor det er en del af virkeligheden. Derfor har Europa Kommissionen annonceret, kan man roligt sige, et temmelig omfattende modsvar. Det er det rigtige at gøre, siger Morten Bødskov.
En amerikansk told på 25 procent på importeret stål og aluminium trådte i kraft tidligt onsdag morgen.
Den er ifølge Det Hvide Hus “uden undtagelser eller dispensationer”. Dermed gælder toldsatserne al amerikansk import af begge metaller.
De nye afgifter er blot de seneste i en række fra Donald Trumps hånd. Den amerikanske præsident vil med told på udenlandske produkter øge incitamentet til at producere inden for landets grænser.
Kritikere af Trump siger omvendt, at han har startet en handelskrig, der vil skade USA.
Den danske regering har ifølge Morten Bødskov endnu ikke overblik over, hvordan de amerikanske toldsatser eller det europæiske modsvar konkret vil ramme danske virksomheder.
– Det arbejder vi med højtryk på at få. Vi kommer til at orientere Folketingets partier og dansk erhvervsliv om det. Det vil vi gøre i slutningen af ugen.
– Der vil vi have detaljer om, hvordan det vil påvirke dansk erhvervsliv, siger Morten Bødskov.
USA’s straftold på stål og aluminium kommer til at ramme dansk eksport til USA “relativt hårdt”, siger seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI) Peter Bay Kirkegaard.
– Vores eksport til USA af de to metaller er på 4,7 milliarder kroner. Danmark er ikke blandt de hårdest ramte EU-lande, men derfor vil det alligevel kunne mærkes for en række virksomheder, siger Peter Bay Kirkegaard.
Han håber, at Trump hurtigt vil indse, at han “ikke kan Make America Great Again gennem straftold på udlandet”.
– Det kan kun ske gennem handel med omverdenen, hvor USA drager fordel af det tætte og tillidsfulde samarbejde, der har været på tværs af Atlanten igennem efterhånden mange årtier, siger Peter Bay Kirkegaard.