27. nov. 2024 - 12:07

Biogasdirektør: Døde i ulykke var ansat i udenlandske firmaer




Kurt Brusgård Poulsen, direktør hos Flemløse Biogas, siger til Fagbladet 3F, at de omkomne i en ulykke ved biogasanlægget tirsdag, ikke var ansatte hos virksomheden.

De var ansat i et eller flere udenlandske firmaer, siger han til Fagbladet 3F. Det samme gælder de yderligere seks personer, der kom til skade ved ulykken.

– Selvfølgelig har vi et ansvar. Men vi har som sådan ikke haft noget med det at gøre, siger Kurt Brusgård Poulsen til Fagbladet 3F og tilføjer, at han har det “ad helvede til”.

Medejer af Flemløse Biogasanlæg Jørgen Stougaard giver samme melding til Ritzau.

Han fortæller, at der ikke var nogen af Flemløse Biogas’ ansatte på anlægget, da ulykken skete.

– Det var efter normal fyraften, og så er de gået.

– Vi har ikke noget med byggeriet at gøre som sådan. Vi har købt et færdigt anlæg, hvor der er et tysk firma, der er hovedentreprenør. De har en belgisk underentreprenør til at bygge den konkrete tank, siger han.

To personer er omkommet, og en person er stadig savnet efter ulykken.

Biogasanlægget var ved at blive udvidet med en ekstra tank, og i den forbindelse skulle der støbes et tag. Politiet formoder, at ulykken er sket, ved at taget på en silo er faldet ned.

Fem udenlandske firmaer har ifølge 3F registreret, at de lige for tiden arbejder på biogasanlægget.

Politiet meddelte onsdag formiddag, at arbejdet på stedet forventeligt vil blive langvarigt. Der er dog ikke givet estimat for, hvor lang den ventes at blive.

Flemløse Biogas blev opført i 2020.

Anlægget har i fuld drift kapacitet til at producere syv millioner kubikmeter gas til naturgasnettet ifølge selskabets hjemmeside. Det svarer til opvarmning af 3500 parcelhuse eller 112 millioner kørte kilometer i personbil.