Mindst 130.150 personer fra det russiske militær er døde i løbet af krigen i Ukraine.
Det viser beregninger, som det uafhængige russiske medie Mediazona og BBC’s afdeling i Rusland sammen står bag.
Tabstallet dækker over perioden fra 24. februar 2022, hvor Rusland indledte sin fuldskala-invasion af nabolandet, frem til 11. september 2025.
Listen over Ruslands militære tabstal bygger på offentligt tilgængelige og verificerbare kilder.
Det er blandt andet opslag på sociale medier fra pårørende, meldinger i lokale medier og udtalelser fra regionale myndigheder.
Mediazona understreger, at listen ikke er udtømmende, da det ikke er alle dødsfald, der offentliggøres.
Det præcise tabstal på begge sider i krigen er ikke offentlig kendt, da hverken Rusland eller Ukraine offentliggør tabstal.