13. jul. 2023 - 15:32

Beboer i kritisk tilstand efter brand på plejecenter på Midtsjælland




En 61-årig mandlig beboer på Plejecenter Øst Møllevang i Store Merløse på Midtsjælland er indlagt i kritisk tilstand efter en brand natten til torsdag.

Det skriver TV 2 Øst.

Midt- og Vestsjællands Politi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad der antændte branden i mandens lejlighed.

Manden blev reddet ud af lejligheden, men var slemt forbrændt, oplyser politiets kommunikationsmedarbejder, Martin Bjerregaard, til mediet.

Politiets kriminalteknikere undersøger nu stedet for at fastslå årsagen til branden.

Man har dog på nuværende tidspunkt ikke mistanke om, at en forbrydelse har fundet sted.

Tre andre personer blev efter branden tjekket for røgforgiftning. Men ingen af dem havde brug for yderligere behandling.