To personer mistede livet, og yderligere 27 kom til skade, da mindst 40 biler søndag var involveret i et harmonikasammenstød på motorvej A3 ved Würzburg i Bayern i det sydlige Tyskland.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
De omkomne var en 52-årig kvinde og et to år gammelt barn.
Et andet barn fik livstruende kvæstelser.
Ifølge tysk politi var det i første omgang 17 biler, der stødte sammen. Det skete omkring klokken 16, da flere bilister tilsyneladende blev distraheret af et forulykket køretøj i vejsiden og derefter stødte ind i hinanden.
Her blev to personer alvorligt kvæstet og ni andre fik mindre skader.
Umiddelbart efter sammenstødet opstod endnu et harmonikasammenstød.
Det skete tilsyneladende, da flere biler kørte op bag i de biler, der holdt i den kø, som var opstået efter det første uheld.
Ved det næste harmonikasammenstød brød tre biler i brand.
Her mistede den 52-årige kvinde og det to år gamle barn livet. Tre andre fik alvorlige kvæstelser, mens 11 fik mindre skader.
En halv time senere ramte yderligere tre bil køen på motorvej A3, hvilket resulterede i, at to personer kom lettere til skade.
Både politi, brandvæsen og ambulancer rykkede ud. Desuden blev tre ambulancehelikoptere sendt til ulykkesstedet og landede på motorvejen, har Røde Kors’ afdeling i Bayern oplyst ifølge dpa.
Som følge af sammenstødet har motorvej A3 været spærret i retning mod Nürnberg indtil mandag morgen.
Ligesom skoler og andre institutioner i Danmark tog store dele af Tyskland hul på påskeferien i weekenden. Derfor har der de seneste dage været særligt travle på de tyske motorveje.
Ifølge ADAC, der er en forening for tyske bilejere, rejser tyskerne især til Alperne, Sydtyskland og mod landets kyster i forbindelse med påsken.
A3 er ifølge ADAC en af de strækninger, hvor risikoen for kø er særligt stor i påskeferien.