En 64-årig franskmand med bopæl i Dubai er fredag blevet dømt som hovedmand i en større sag om indsmugling af stoffet ketamin i Danmark. Retten i Sønderborg har straffet manden med 16 års fængsel.
Derudover er franskmanden, Haresh Gianchandani, med dommen blevet udvist og tildelt et livslangt indrejseforbud, oplyser anklager Thomas Bøjgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Gianchandani er den tredje mand, som bliver dømt i sagen om indsmugling eller forsøg på indsmugling af sammenlagt 700 kilo af bedøvelsesmidlet ketamin.
– Det her er den største sag i Danmark om indsmugling af ketamin. Ketamin er et utrolig potent og farligt stof i de forkertes hænder, siger Anklager Thomas Bøjgaard i forbindelse med fredagens dom.
Ud over franskmanden er den forhenværende generalkonsul Per Jensen – der tidligere også bar navnet Tangsgård – og en mand ved navn Casper Brink Christiansen også dømt i sagen. I januar udmålte Vestre Landsret en straf til dem begge på 16 års fængsel.
Anklager Thomas Bøjgaard har over for retten argumenteret for, at det var den 64-årige franskmand, som foranledigede og koordinerede indsmuglingen, og retten har givet anklageren medhold i, at den tiltalte havde en ledende rolle.
Dog ville retten ikke følge anklageren hele vejen og udmåle en straf på 20 års fængsel, som ellers var kravet fra Thomas Bøjgaard. 20 år er den højst mulige straf i narkosager og i det hele taget den højst mulige straf i sager, hvor der ikke kan idømmes fængsel på livstid.
Narkoligaen lykkedes i løbet af 2021 og 2022 at indsmugle 500 kilo ketamin, som blandt andet bruges til bedøvelse af heste, fra Tyskland til et varelager i Kliplev Erhvervspark i Sønderjylland.
Stoffet, som ud over at virke bedøvende også har en euforiserende effekt, var forklædt som natriumkarbonat i blå transporttønder. Natriumkarbonat er også kendt som soda.
I samme periode forsøgte gerningsmændene at indsmugle yderligere 200 kilo af stoffet, hvilket dog aldrig blev til noget.
Den 64-årige mand blev pågrebet i Schweiz i december 2023. På det tidspunkt var generalkonsulen og Casper Brink Christiansen allerede dømt i byretten. Franskmanden blev i marts sidste år udleveret til Danmark, og hans retssag har kørt særskilt. Han overvejer nu, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.