02. okt. 2025 - 18:56

Baby på Nirvana-albumcover taber retssag mod bandet




Den i dag voksne mand, der er fotograferet som baby og afbilledet på forsiden af Nirvanas album “Nevermind” fra 1991, har tabt en sag mod bandet.

Det skriver BBC.

Manden, Spencer Elden, havde ifølge det britiske medie sagsøgt bandet og fotografen Kirk Weddle for at distribuere børnepornografi.

Oprindeligt rejste han sagen i 2021.

Han mente, at hans navn og identitet var “forevigt bundet til den kommercielle seksuelle udnyttelse, han oplevede som mindreårig, og som er blevet distribueret og solgt verden over”, lød det ifølge BBC.

I 2022 afviste den amerikanske distriktsdommer Fernando Olguin sagen. Men senere fik Elden lov at genrejse sagen.

Nu har den samme dommer så afgjort, at hverken “poseringen, fokuspunktet, omgivelserne eller den overordnede sammenhæng antyder, at albumcoveret viser seksuelt eksplicit adfærd”, lyder det ifølge BBC.

Han sammenligner i stedet billedet med et familiefoto af et barn, der bader, hvilket “tydeligt er utilstrækkeligt til at underbygge en konstatering” af børnepornografi, lyder det.

Dommeren lagde ifølge BBC også vægt på, at Spencer Eldens forældre var til stede ved fotosessionen, og at fotografen var en ven.