Den danske tennissensation August Holmgren er ude af Wimbledon efter tredje runde.
Australske Alex de Minaur var en for stor mundfuld for danskeren, der ellers igen viste sig flot frem med offensiv og underholdende tennis.
Det lykkedes dog aldrig for Holmgren at nedbryde bundsolide de Minaur. Verdens nummer 11 vandt 6-4, 7-6, 6-3.
Australieren agerede ofte en menneskelig mur og sendte en række af Holmgrens kraftfulde slag tilbage i hovedet på danskeren. Samtidig udnyttede han ofte de danske fejl.
De Minaur endte opgøret med blot ti uprovokerede fejl. Til sammenligning lavede offensive Holmgren 53 af slagsen.
Dermed blev der sat et punktum for Wimbledon-eventyret for Holmgren, der blot ligger nummer 192 i verden.