Australien vil gerne overveje at sende soldater til Ukraine som en del af en fredsbevarende mission.
Det siger landets premierminister, Anthony Albanese, på et pressemøde natten til søndag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.
Meldingen kommer, efter at Albanese lørdag talte i telefon med den britiske premierminister, Keir Starmer.
– Begge vores lande er meget tydelige omkring vores støtte til Ukraine, og det er selvfølgelig for tidligt – man kan ikke have fredsbevarende styrker i et land uden at have fred, siger Albanese natten til søndag.
– Jeg har gentagne gange tydeligt sagt offentligt, at vi gerne vil overveje at deltage i enhver fredsbevarende mission i Ukraine.
Flere europæiske lande – heriblandt Storbritannien – har givet udtryk for, at de er åbne for at sende fredsbevarende styrker til Ukraine.
Soldaterne skal hjælpe Ukraine med at opretholde fred i landet, efter at der eventuelt er blevet indgået en fredsaftale med Rusland.