15. mar. 2024 - 3:22

Australien genoptager støtte til FN-organ i Gaza




Australien vil genoptage sin udbetaling af støtte til UNRWA, som er FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Det siger landets udenrigsminister Penny Wong fredag ifølge Reuters.

Australiens udbetaling af støtten blev sat på pause, efter at Israel beskyldte FN-organet for at have været involveret i Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023.

– Alvoren af anklagerne krævede en øjeblikkelig reaktion, siger Penny Wong.

– De bedste vurderinger fra bureauer og advokater for den australske regering er, at UNRWA ikke er en terrororganisation.

Ifølge udenrigsministeren vil Australien genoptage udbetalingen af fire millioner dollar, 27,5 millioner kroner, fordi UNRWA har lovet at indføre yderligere sikkerhedsforanstaltninger.

– Efter overvejelser i det nationale sikkerhedsudvalg denne uge, ophæver Australien pausen for støtten til UNRWA, siger hun.

Torsdag meldte regeringen i Danmark ligeledes, at man har besluttet at udbetale den tilbageholdte støtte til UNRWA. Det gælder 105 millioner kroner.

Ifølge udviklingsminister Dan Jørgensen (S) blev denne beslutning truffet på baggrund af, at regeringen har stillet nogle krav til UNRWA, som er blevet opfyldt.

– UNRWA har reageret resolut og afskediget de medarbejdere, det drejede sig om, og har igangsat en intern undersøgelse, sagde han torsdag.

Derudover har Danmark indgået en bilateral aftale med UNRWA om løbende information og kontrol.

Sveriges regering meddelte i weekenden, at landet genoptager støtten til UNRWA.

Det skete med den begrundelse, at Sverige havde fået skriftlige forsikringer fra FN-organisationen om, at resultatet af interne undersøgelser deles med svenskerne.

Også EU og Canada har besluttet at udbetale støtte til FN-organet.

Omkring 15 lande – herunder også USA og Japan – trak deres støtte til UNRWA efter beskyldningerne. Det estimeres, at dette samlet set har trukket 450 millioner dollar – omkring tre milliarder kroner – i støtte til organisationen.