Det danske Counter-Strike-hold Astralis udnævner profilen Nicolai “dev1ce” Reedtz til ny kaptajn og in-game leader.
Det oplyser holdet i en pressemeddelelse.
Han overtager anførerbindet fra Benjamin “blameF” Bremer, der onsdag blev bænket og sat til salg.
– Det er selvfølgelig en helt anden rolle at være IGL (in-game leader, red.) med mere ansvar både på og uden for serveren, men det er et godt tidspunkt for mig at gå den her vej, siger “dev1ce” i pressemeddelelsen.
Tidligere i februar missede Astralis kvalifikationen til majorturneringen i København.
– Det sværeste for mig er at bede Astralis-fansene om tålmodighed, for de har virkelig været tålmodige de seneste tre år. Det er også derfor, jeg committer mig fuldt ud, og selv om det er nyt, er det også på mange måder en fortsættelse af min egen udvikling, siger Nicolai “dev1ce” Reedtz.
Rokaden betyder, at der har åbnet sig en ledig plads på holdet.
Astralis oplyser, at holdet forstærker sig med Alexander “br0” Bro, som bliver købt fri af holdet Monte.
Alexander “br0” Bro har tidligere været en del af Astralis’ talenthold.
– Vores største prioritet har været at finde en spiller, der kan træde ind på holdet og skabe plads til, at de fire andre kan flyttes til deres favoritpositioner. Her passer Alexander “br0” perfekt ind, siger sportsdirektør Kasper Straube.