31. maj. 2025 - 6:16

Appeldomstol blokerer for fyringer af føderalt ansatte i USA




En appeldomstol i San Francisco i den amerikanske delstat Californien afviste fredag at tillade præsident Donald Trumps administration at massefyre føderalt ansatte og rekonstruere en række agenturer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed kan Trump-administrationen ikke gå videre med planerne om at nedlægge titusinder af føderale job samt lukke omkring 20 offentlige kontorer og programmer.

Med afgørelsen giver appeldomstolen en lavere retsinstans medhold i afgørelsen fra 22. maj. Her blokerede den amerikanske distriktsdommer Susan Illston for fyringerne.

Hun gav en gruppe fagforeninger, nonprofitorganisationer og kommuner medhold i, at præsidenten kun må omstrukturere agenturer, når Kongressen har givet tilladelse til det.

Trump-administrationen havde bedt domstolen i San Francisco om at sætte Illstons beslutning på pause, mens man venter på, at sagen kommer for retten igen. Afgørelsen er nemlig blevet appelleret.

Nu vil administrationen sandsynligvis bede USA’s højesteret om at sætte afgørelsen på pause, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Reuters