281 nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt på verdensplan i år.
Det oplyser FN fredag.
Det gør 2024 til det dødeligste år for nødhjælpsarbejdere nogensinde, oplyser FN’s nye vicegeneralsekretær for humanitære anliggender, Tom Fletcher.
– Nødhjælpsarbejdere bliver dræbt i et hidtil uset tempo, og deres mod og medmenneskelighed bliver mødt med patroner og bomber, siger han.
Det rekordhøje antal dræbte er nået, mens der stadig er over en måned tilbage af 2024.
280 nødhjælpsarbejdere blev dræbt i løbet af hele 2023.
– Volden mod vores medarbejdere er samvittighedsløs og ødelæggende for nødhjælpsarbejdet.
– Lande og parter i konflikterne er nødt til at beskytte nødhjælpsarbejdere, opretholde international lov og retsforfølge de ansvarlige, siger Tom Fletcher.
Han kalder desuden tiden for en “æra, der bærer præg af straffrihed” og opfordrer verdens lande til at “sætte en stopper for” immuniteten.
Det er blandt andet krigen i Gaza, der har bragt tallet op på de 281.
Siden Hamas-militsens angreb på Israel den 7. oktober 2023 er 333 nødhjælpsarbejdere blevet dræbt i Gazastriben, oplyser Tom Fletchers kontor.
De fleste er fra FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA.
Talsmand for FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats (OCHA) Jens Lærke oplyser, at 243 UNRWA-medarbejdere er blevet dræbt siden 7. oktober sidste år.
Jens Lærke kalder antallet af dræbte nødhjælpsarbejdere for “ubegribeligt”.
– At disse frontlinjearbejdere bliver dræbt, mens de virkelig gør det bedste, som menneskeheden har at tilbyde, er skandaløst og burde få folk til at vågne op og bemærke det, siger han.
Som reaktion på den stigende vold og trusler mod nødhjælpsarbejdere vedtog FN’s Sikkerhedsråd i maj sidste år en resolution, som opfordrer FN-chefen til at præsentere foranstaltninger til at forebygge drab på nødhjælpsarbejdere.
Disse anbefalinger vil efter planen blive præsenteret på et møde i FN’s Sikkerhedsråd i næste uge.
AFP/