Mindst 203 personer er siden søndag morgen blevet dræbt i sammenstød i den sydlige syriske provins Sweida.
Det sagde Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der har i flere dage været sammenstød mellem drusere og beduinske sunniklaner i Sweida.
Blandt de dræbte er 92 drusere, hvoraf 21 er civile, siger Sohr.
Derudover er 18 beduiner og 93 personer fra sikkerhedsstyrkerne i området, blevet dræbt.
Sohr siger, at de civile drusere blev dræbt i det, organisationen kalder henrettelser udført at regeringsstyrker og allierede.
Efter at regeringen sendte styrker til området, erklærede Syriens forsvarsminister tirsdag en våbenhvile i Sweida.
Indbyggere i byen fortæller dog til AFP, at meldingen om en våbenhvile ikke havde nogen mærkbar effekt i området. De beskylder også regeringsstyrkerne for at hærge drusiske kvarterer i byen.
Syriens indenrigsministerium erkender, at sammenstødene er fortsat i løbet af aftenen – på trods af den erklærede våbenhvile.
Nabolandet Israel, som selv har et drusisk mindretal, bekræftede tirsdag, at israelsk militær havde fået ordre på at angribe syriske soldater og våbenarsenal i Sweida.
Fra landets premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsminister Israel Katz lød det i en udtalelse, at angrebene handler om at forhindre Syriens ledelse i at skade druserne.
– Vi handler for at forhindre det syriske regime i at skade dem og for at sikre afmilitariseringen af området nær vores grænse til Syrien, lød det.
En journalist fra Reuters siger, at der i Sweida efterfølgende kunne høres droner, og at mindst fire angreb fandt sted. Journalisten så også en beskadiget kampvogn blive bugseret væk.
Ifølge Reuters siger Tom Barrack, som er USA’s særlige udsending i Syrien, at USA er i kontakt med alle parter i et forsøg på at skabe ro i området.
Mediet Axios skriver på baggrund af meldinger fra en unavngiven amerikansk embedsmand, at præsident Donald Trumps administration har bedt Israel om at indstille angrebene mod de syriske styrker. Kilden siger også, at Israel har sagt, at landet vil stoppe angrebene i løbet af aftenen.
Beduiner og drusiske grupper er mangeårige fjender i Sweida, og der finder indimellem voldelige sammenstød sted.