06. feb. 2023 - 17:49

Antal af dødsofre i Tyrkiet og Syrien er nu på over 2300




Antallet af dødsofre ved skælvet i Tyrkiet og Syrien er mandag ved 17-tiden sammenlagt på over 2300.

Ifølge den tyrkiske vicepræsidents kontor er mindst 1541 mennesker omkommet i Tyrkiet, mens 810 er bekræftet omkommet i nabolandet Syrien. Dermed er det totale antal omkomne på 2351. Antallet af dødsofre ventes at stige markant.

Tusinder er kvæstet.

– Mange tusinde mennesker er blevet tvunget væk fra deres hjem og kæmper mod hård kulde. Over 2800 bygninger er styrtet sammen i Tyrkiet, deriblandt hospitaler, skoler og regeringsbygninger, lyder det fra nødhjælpsgruppen Red Barnet, som forsøger at komme nødstedte børn og børnefamilier til undsætning hurtigst muligt.

Sasha Ekanayake, som er landedirektør for Red Barnet i Tyrkiet, siger, at ekstrem kulde og snestorme vanskeliggør redningsindsatsen.

Nødhjælpsgruppen siger også, at mange familier fra Syrien er hårdt ramt, da de kommer fra områder, hvor økonomien er brudt sammen, og som derfor i forvejen har svært ved at hjælpe deres børn med varme og skolegang.

– Nu sidder en del børn i murbrokkerne – på afstand af dem, der skulle hjælpe dem og uden at vide, om de vil få varme og skolegang. Disse børn har brug for øjeblikkelig hjælp.

Skælvet, der blev målt til 7,8, er den største naturkatastrofe, der har ramt Tyrkiet siden 1939. Det siger præsident Recep Tayyip Erdogan.

For 84 år siden kostede et jordskælv ved den tyrkiske by Erzincan cirka 32.700 mennesker livet.

Skælvet, som blev efterfulgt af mere end 50 efterskælv, jævnede hele byområder med jorden i flere tyrkiske storbyer. Det ramte områder, som er fyldt med millioner af mennesker, der er flygtet fra krig og fattigdom i Syrien.

Redningsmandskab arbejder på højtryk for at redde overlevede fri fra murbrokker og sammenstyrtede bygninger.

Den syriske regering appellerede mandag til det internationale samfund om at hjælpe efter katastrofen.

– Syrien appellerer til FN’s medlemslande … til Den Internationale Røde Kors Komité og til andre humanitære grupper om at hjælpe efter det ødelæggende skælv, hedder det i en erklæring fra det syriske udenrigsministerium.

FN’s Generalforsamling holdt mandag et minuts stilhed for ofrene for katastrofen.

– Vores folk i området er ved at tage bestik af situationen for nødhjælpsindsatsen og forsøger at få overblik over behovet for hjælp, siger FN’s Generalsekretær, António Guterres, i en erklæring.