01. sep. 2025 - 10:16

Anklager går efter fire måneders fængsel til Sass




Henrik Sass Larsen bør idømmes mindst fire måneders fængsel for at have været i besiddelse af seksuelt materiale med børn.

Det mener anklager Maria Cingari, der mandag formiddag i sin procedure argumenterer for, at den tidligere minister skal dømmes for besiddelse af de i alt 6200 billeder og 2200 videoer.

Hun mener slet ikke, at Henrik Sass Larsens forklaring hænger sammen.

– Det er min helt klare opfattelse, at den (forklaringen, red.) er usandsynlig og konstrueret, siger anklageren.

Henrik Sass Larsen hævder, at han havde det ulovlige materiale som led i en form for privat efterforskning.

I retten har han forklaret, at han i 2018 modtog en mail med et link til en video. Den viste ifølge Sass ham selv som barn blive voldtaget af en mand. Siden fik han et nyt link med et andet overgreb.

– Efter min opfattelse hænger denne forklaring ikke sammen, og jeg tror på ingen måde, at han har modtaget de to videoer, som han taler om, siger Maria Cingari.

De to videoer er ikke fundet.

Sass Larsens forsvarer, Berit Ernst, som senere mandag får ordet, vil argumentere for, at Henrik Sass Larsen ikke kan dømmes.

Ifølge advokaten er loven ikke rettet mod en situation, hvor en person forsøger at afdække omstændigheder ved et seksuelt overgreb begået mod personen selv for mange år siden.

Dommen ventes senere mandag.