19. maj. 2024 - 2:57

Angreb der ramte teenagere efterforskes som krigsforbrydelse




Ukrainske anklagere har lørdag iværksat en efterforskning af krigsforbrydelser, efter at to teenagere blev kvæstet i forbindelse med et russisk luftangreb mod et boligområde i storbyen Kharkiv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet fandt ifølge Ukraines rigspoliti sted lørdag eftermiddag klokken 15.00.

I alt fem blev såret, men ingen mistede livet i angrebet.

Den russiske regering har ved flere lejligheder afvist, at det går målrettet efter civile i krigen i Ukraine.

Ikke desto mindre peger FN på, at flere end 10.500 civile er blevet dræbt i konflikten, mens mindst 20.000 er blevet såret i forbindelse med kamphandlingerne.

FN angiver tallene som et minimum, men fastslår, at tallet formentlig er langt højere.

Offensiven i Kharkiv begyndte 10. maj. Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er de russiske styrker rykket ti kilometer frem fra den ukrainsk-russiske grænse siden da.

Det er den største territoriale erobring, som russerne er lykkedes med, siden december 2022.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde fredag, at de russiske styrker er i gang med at skabe en “bufferzone” i Kharkiv.

Zonen skal beskytte det russiske territorium mod ukrainske angreb.

Siden nytår har der været flere angreb mod mål i den russiske Belgorod-region, som grænser op til Kharkiv-regionen.

Rusland har givet Ukraine og proukrainske grupper skylden for angrebene.

Krigen har raseret Ukraine, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.

Rusland invaderede i sin tid landet, efter at den russiske regering i længere tid havde hævdet, at landet blev regeret af en “nazistisk junta”, som begik folkedrab på etniske russere i det østlige og sydlige Ukraine.