27. maj. 2025 - 4:06

Ancelotti vil gøre Brasilien klar til at sejre igen




Carlo Ancelotti blev mandag udnævnt som ny brasiliansk landstræner og skal dermed trække landsholdet op efter en udfordrende periode, så det kan blive klar til VM i 2026.

Den første opgave for den tidligere cheftræner i Real Madrid bliver kvalifikationskampene til VM mod Ecuador og Paraguay i juni.

– Jeg er beæret og stolt over at lede det bedste hold i verden. Jeg har et stort stykke arbejde foran mig, lyder det fra den 65-årige italiener under et pressemøde i Det Brasilianske Fodboldforbund CBF’s hovedkvarter.

– Jeg er glad, udfordringen er fantastisk. Jeg har altid haft en særlig forbindelse til det her hold. Vi kommer til at arbejde for igen at gøre Brasilien til vindere, siger Ancelotti.

Italieneren tager over fra Dorival Junior, som i marts fik sparket fra posten, efter at han havde ført Brasilien til beskedne syv sejre i 16 kampe – senest i form af et nederlag på 1-4 til Argentina.

Brasilien ligger på en beskeden fjerdeplads i den sydamerikanske VM-kvalifikation, hvor man dog ligger lunt til at sikre sig en billet til slutrunden i USA, Mexico og Canada næste sommer.

Det brasilianske landshold begyndte for to år siden at støde på udfordringer. I VM i 2022 røg holdet ud i kvartfinalerne, da det blev til et nederlag mod Kroatien.

Det har tabt fem af dets seneste 14 kampe og lukket 16 mål ind.

– De her to kampe er meget vigtige. Jeg har forsøgt at hente spillere ind, som er klar og parat til at hjælpe holdet med at vinde, siger Ancelotti.

Han føler sig sikker på, at han vil kunne leve op til offentlighedens forventninger til ham, lyder det videre.

– Folk vil gerne se mig gøre et godt stykke arbejde og se os vinde VM igen. På grund af det, jeg tidligere har gjort, forventer de, at jeg vinder trofæet. Men jeg håber, at de vil støtte holdet, for det er meget vigtigt at få støtte fra hele landet, siger den nyudnævnte landstræner.

Brasilien vandt det seneste af sine fem verdensmesterskaber i 2002.

Siden har en fjerdeplads på hjemmebane i 2014 været det bedste resultat ved VM. I 2019 vandt brasilianerne senest det sydamerikanske mesterskab, Copa America.

Reuters