Den amerikanskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) åbner et tredje sted i Gazastriben til uddeling af nødhjælp.
Det meddeler GHF torsdag ifølge Reuters.
– Operationerne skaleres fortsat op med planer om at bygge yderligere steder i hele Gaza, herunder i den nordlige region, i de kommende uger, lyder det i en udtalelse fra fonden.
GHF siger, at der siden mandag er uddelt omkring 1,8 millioner måltider med hjælp fra fonden.
Meddelelsen kommer, dagen efter at “horder af sultne mennesker” ifølge FN brød ind i et lager i en dødelig hændelse i det centrale Gaza.
Her skulle to have mistet livet.
GHF er begyndt at uddele nødhjælp som led i et nyt system.
Israel håber, at det vil forhindre, at nødhjælp når frem til den militante palæstinensiske gruppe Hamas, mens FN kritiserer GHF for at gå uden om de normale systemer i Gaza.