Det skal ikke være op til enkelte selskaber at lave nødprocedurer i tilfælde af nedbrud i den kritiske infrastruktur.
Det mener Alternativet, der savner en statslig handleplan ved nedbrud.
– Vi bliver nødt til fra statens side at gå ind og lave noget overordnet koordinering, siger partiets mobilitetsordfører, Christina Olumeko, efter Nets’ nedbrud lørdag, der skabte betalingsproblemer over hele landet.
– Der bliver vi nødt til at have en fælles standard fra statens side.
Betalingssystemet Nets brød sammen lørdag aften.
Nedbruddet, der varede omkring tre timer frem til klokken 22, gjorde, at kortbetalinger blev afvist.
Det fik blandt andet konsekvenser for trafikken over Storebæltsbroen, hvor der opstod kø i begge retninger på grund af problemer med kortbetaling ved betalingsanlæggene.
Til forskel fra Storebæltsbroen lod Øresundsbroen bilister passere broen uden betaling under nedbruddet.
Christina Olumeko nævner blandt andet forskellen i håndteringen af nedbruddet, når man ser på de to broer.
– Der skal laves fælles nødplaner, så der ikke er så stor forskel på for eksempel Øresundsbroen og Storebæltsbroen, siger hun.
Christina Olumeko peger på Ministeriet for Beredskab og Samfundssikkerhed, som hun mener, bør lave en statslig handleplan for alle selskaber, der arbejder med kritisk infrastruktur.
Det bør ske i samarbejde med de pågældende selskaber og Nets, understreger hun.