16. jul. 2025 - 8:06

Alm. Brand hæver forventninger en spids efter solidt første halvår




Andet kvartal var præget af mildt vejr uden de store ekstremer, og det kan ses på forsikringskoncernen Alm. Brands halvårsregnskab.

Det viser et resultat efter skat på 508 millioner kroner, hvilket er noget bedre end det plus på 323 millioner kroner, der blev realiseret i samme periode sidste år.

Resultatet er da også noget bedre end forventet, og derfor har selskabets ledelse valgt at hæve sit skøn for årets samlede resultat med 100 millioner kroner.

– Regnskabet for 2. kvartal understreger koncernens robusthed med en tilfredsstillende privat- og erhvervsforretning, der begge bidrager til den positive udvikling, siger administrerende direktør Rasmus Werner Nielsen.

Forsikringsselskabers bundlinje udgøres typisk af to overskud: det forsikringstekniske og investeringsafkastet.

Det forsikringstekniske resultat beregnes udelukkende ved at medregne indtægter og udgifter, der er direkte forbundet til forsikringsforretningen.

Investeringsafkastet er et resultat af de investeringer, som selskabet foretager.

Alm. Brands forsikringsresultat lød i første halvår på 857 millioner kroner, mens investeringsafkastet udgjorde 198 millioner kroner.

Alm. Brand-koncernen forventer et forsikringsresultat i år på mellem 1,6 og 1,8 milliarder kroner og et investeringsresultat i samme periode på 250 millioner kroner.

Alm. Brand Group er Danmarks næststørste forsikringsselskab og har skadeforsikring som sit kerneområde. Koncernen ejer foruden Alm. Brand også Privatsikring og Codan, som blev opkøbt i 2021.

Selskabet er børsnoteret på Københavns Fondsbørs. Største aktionær er foreningen Alm. Brand af 1792, som består af koncernens omkring 700.000 kunder.

Alm. Brand har tidligere også drevet både bank og pensionsselskab. Bankdelen blev solgt fra til Sydbank i 2020, og pensionsaktiviteterne blev solgt i 2021.