18. aug. 2023 - 13:18

Alliance kæmper for plads til ledige unge på arbejdsmarkedet




Det gør en markant forskel for de enkelte unge, når de kommer i arbejde eller i gang med en uddannelse, fortæller chefrådgiver for den faglige organisation Lederne, Karen Bro.

Organisationen er en del af projektet Lederalliancen, der arbejder med give de ledige unge fodfæste på arbejdsmarkedet.

– Et af vores seneste matches er en ung fyr i tyverne, der fortalte, at det har gjort en verden til forskel at komme ud på en arbejdsplads, siger hun.

Karen Bro fortæller, at de generelt hører fra de unge, at det betyder meget for dem, når de bliver en del af et arbejdsfællesskab, hvor de har en funktion, der betyder noget.

– Det kan føre til, at nogle af de her unge mennesker får selvtillid og mod til at komme videre på arbejdsmarkedet eller får blod på tanden til at starte på en uddannelse.

Over 43.000 af de unge mellem 15 og 24 år er hverken en del af arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse.

Det viser tal fra Styrelsen for It og Læring.

Helt lavpraktisk står Lederalliancen for at skabe kontakt mellem ledere og den kommunale indsats med de unge.

Sammen med konsulenter fra Videnshuset Cabi taler alliancen med virksomhedernes ledere og hjælper dem til at skabe en plads til en af de unge.

– Konsulenten taler med kommunen, parterne bliver ført sammen, og der bliver skabt et match mellem den unge og den pågældende virksomhed, siger Karen Bro.

Lederalliancen har blandt andet været med til at sende de unge ledige ud i arbejde på lagerhaller, kontorer og hos en kommune.

– Men i princippet kan der skabes plads langt de fleste steder, siger Karen Bro.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er oplyser i en pressemeddelelse fredag, at regeringen senere på året vil præsentere tiltag, der skal hjælpe flere unge ind på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse.

– Der vil vi meget gerne bidrage med vores resultater, og hvad der har virket hos os, siger Karen Bro.

Lederalliancen blev skabt i 2022 og har støtte fra Tuborgfonden.

Projektet er sat i søen af den faglige organisation Lederne i partnerskab med Dansk Industri og Videnshuset Cabi.