31. maj. 2025 - 2:37

Alcaraz overvinder forskrækkelse og er videre i Paris




Den forsvarende mester Carlos Alcaraz kæmpede sig sent fredag videre fra tredje runde ved French Open.

Den 22-årige spanier slog upåagtede Damir Dzumhur fra Bosnien-Hercegovina med 6-1, 6-3, 4-6 og 6-4.

Alcaraz lagde stærkt ud i første sæt mod verdensranglistens nummer 69, og spanieren formåede at holde rytmen i andet sæt, men herfra gik det markant ned ad bakke.

Den spanske baghånd op langs linjen gav for mange fejl, og han var generelt helt ved siden af sig selv. I fjerde sæt fik han alligevel hævet niveauet og lukket kampen.

Alcaraz erkendte efter sejren, at hans niveau var for svingende, men han var usikker på, hvad der gik galt.

– Det var under kontrol i de første to sæt, men så ved jeg ikke, hvad der skete, siger Carlos Alcaraz.

Spanieren blev rådvild, da Damir Dzumhur pludselig fik overtaget.

– Han begyndte at spille, men jeg lod ham også komme ind i kampen og ind i en rytme. Jeg lod ham spille sit spil, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Alcaraz ifølge Reuters.

Spanierens humør var heller ikke det bedste undervejs i kampen.

– Hvis jeg skal være ærlig, så nød jeg det ikke i dag. Jeg led meget.

– Det er derfor, at det er så svært at lave et godt i resultat i en grand slam-turnering, for man skal spille på et rigtig højt niveau i tre til fire timer, siger Carlos Alcaraz ifølge AFP.

I næste kamp skal spanieren, der er nummer to på verdensranglisten, op imod amerikanske Ben Shelton, der er nummer 13 i verden.

Alcaraz er placeret i samme turneringshalvdel som danske Holger Rune. Hvis de to spillere vinder deres to næste kampe, så kan de potentielt stå over for hinanden i semifinalen.

Holger Rune skal i sin næste kamp op mod italienske Lorenzo Musetti, der er nummer syv på verdensranglisten. Rune er i øjeblikket nummer ti på ranglisten.