Det tyske sportsmærke Adidas løfter sin indtjening i det første kvartal uden bidrag fra Yeezy-kollektionerne, som rapperen Ye – også kendt som Kanye West – står bag.
Driftsresultatet i første kvartal i år endte på 610 millioner euro, hvilket svarer til 4554 millioner kroner.
Overskuddet er dermed næsten fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år. Her lød driftsresultatet på 336 millioner euro.
Det viser foreløbige tal, som Adidas har lagt frem onsdag. De endelige resultater i regnskabet præsenteres først 29. april.
Regnskabet bliver det første uden bidrag fra Kanye Wests Yeezy-kollektioner. Det sidste Yeezy-inventar blev nemlig solgt i slutningen af sidste år, skriver Adidas.
Kanye West og Adidas indgik et samarbejde om Yeezy-kollektionen i 2015.
I 2022 afbrød Adidas samarbejdet, efter at Kanye West var kommet med en række kontroversielle udtalelser om blandt andet jøder.