21. nov. 2024 - 8:06

Aagaard frygter tilbageskridt for omstillingen i ny topmøde-aftale




Der er risiko for alvorlige tilbageskridt for den globale omstilling, hvis ikke forhandlingerne på klimatopmødet COP29 skifter kurs.

Et nyt udkast til en aftale giver torsdag morgen dybe panderynker hos den danske klimaminister Lars Aagaard (M) og EU.

Ministeren frygter, at en sådan aftale kan medføre tilbageskridt for tidligere aftaler om at reducere fossilt forbrug og tredoble vedvarende energi.

– Jeg tror, at det vil være til mange danskeres overraskelse, at vi skal bruge tid på at diskutere de reduktionsmål, vi satte os sidste år, og om vi stadig mener det i verden, siger han.

– Det er helt uacceptabelt.

Tidligt torsdag morgen udgav formandskabet for COP29 et udkast til, hvordan en aftale kan se ud.

Her er det ifølge Danmark og EU langt fra sikret, at aftalen fra sidste års COP28 fortsat kan stå ved fuld magt.

Det omfatter beslutningen om, at verden skal omstille sig væk fra fossile brændstoffer, og at den vedvarende energi skal tredobles.

Det var første gang i det internationale klimadiplomatis historie, at en COP-aftale besluttede, at verden skal væk fra fossile brændstoffer.

– Det er den store knast, og det er hovedrystende, at vi skal genstarte de diskussioner, vi havde sidste år, siger Lars Aagaard.

– Det er en rimelig hård linje, vi har der.