13. jun. 2025 - 19:36

53 brandmænd arbejder på at slukke brand i Falck-station




Der er fredag eftermiddag udbrudt en større brand i en Falck-station i Fredericia.

Branden ventes først at blive slukket lørdag, oplyser operationschef i Trekantsområdets Brandvæsen Erik Eg til Ritzau.

– Det er hele tagkonstruktionen, der er brændt, så det er en meget stor brand. Vi har den under kontrol nu, men der er mange timers efterslukning, siger han.

Klokken 19.15 havde brandvæsnet 53 personer på stedet, der arbejder på at slukke branden.

Anmeldelsen indløb klokken 14.17. Først omkring klokken 22.00 kunne brandvæsenet konstatere, at branden var under kontrol. Det fremgår af et opslag på det sociale medie X.

– Vi begynder så småt at sende de fleste styrker hjem. Slukningsarbejdet vil dog fortsætte flere timer endnu, hedder det i opslaget.

Falck-stationen ligger i et industriområde på Vejlevej i Fredericia.

Man mistænker ikke, at der ligger en kriminel handling bag. Det siger Rune Nielsen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– Vi ved ikke 100 procent, hvad der er sket derude, men inden branden var man ved at sætte nogle ovenlysvinduer i, og vi har en mistanke om, at der er gået noget galt i forbindelse med noget tagpap.

– Det tyder alt i hvert fald på, siger han.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.