16. maj. 2024 - 18:45

51-årig mand stukket med saks i Nordsjælland




En 51-årig mand er blevet stukket to gange i armen med en saks på Rishøjvej i Annisse i Nordsjælland.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi David Eckert.

– Motivet er uvist. Der har været en form for uoverensstemmelse, men meget mere ved vi ikke, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 16.42 og rykkede derefter ud til adressen i Annisse.

Manden er uden for livsfare og er bragt til Hillerød Hospital. Hans pårørende er underrettet.

David Eckert fortæller, at politiet har anholdt to personer.

– Vi søger stadig en tredje person, som forventeligt kommer i vores varetægt inden særlig længe, siger han.

Vagtchefen fortæller, at politiet kender den tredje gerningspersons identitet og opfordrer ham til at kontakte politiet.