26. nov. 2024 - 12:27

50-årig kvinde tilstår underslæb for millionbeløb




Ved et grundlovsforhør tirsdag har en 50-årig kvinde tilstået underslæb på nuværende og tidligere arbejdspladser for omkring 3,7 millioner kroner.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Anklageren i sagen ville gerne have hende idømt en straksdom, men det afviste kvindens forsvarer. Dommeren har besluttet, at der afsiges dom torsdag, og indtil da fængsles hun.

Fyens Stiftstidende fortæller desuden, at kvinden, der arbejder med økonomi, har bedt om en ny forsvarer.

Avisen, der har været til stede i retten, citerer kvinden for at sige, at svindlen startede efter en skilsmisse, og at det gradvist udviklede sig fra 2020 til indeværende år.

Hun har haft chefstillinger og har snydt sig til pengene ved at overføre til egen konto, skriver Fyens Stiftstidende.

Hun har brugt pengene på rejser og varer til sig selv og sine børn.

Fyns Politi kunne tirsdag morgen i en pressemeddelelse fortælle, at kvinden var blevet anholdt mandag efter en grundig efterforskning.