09. mar. 2023 - 5:17

45-årig mand er død efter påkørsel af bus i Taastrup




En 45-årig mand er død, efter at han onsdag aften blev påkørt af en bus på Snubbekorsvej i Taastrup.

Det fortæller Jens Møller, der er vagtchef i Københavns Vestegns Politi, tidligt torsdag morgen.

Politiet modtog anmeldelse om hændelsen klokken 21.47.

Mandens pårørende er underrettet.

Snubbekorsvej er en landevej, og manden gik på vejen.

– Han bliver formentlig overset, fordi det er mørkt, og han går på vejen.

Den 45-årig blev erklæret død på hospitalet.

Tidligt torsdag morgen er politiet færdige med deres arbejde på Snubbekorsvej, og ulykken påvirker derfor ikke længere trafikken.