23. feb. 2025 - 14:26

40 procent af de ukrainske børn får onlineundervisning




Næsten 40 procent af børnene i Ukraine får onlineundervisning, viser en undersøgelse fra Unicef, der er FN’s børneorganisation.

Det skriver Unicef i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen er en påmindelse om, at på treårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine præger krigen fortsat barndommen for tusinde børn og unge i Ukraine.

23.000 børn i Ukraine har deltaget i undersøgelsen af Unicef i forbindelse med treårsdagen for eskaleringen af krigen.

Mere end 1600 skoler i Ukraine er blevet beskadiget eller ødelagt som følge af krigen mellem Ukraine og Rusland.

Det har resulteret i en skolegang, der for næsten 40 procent af børn og unge i Ukraine er præget udelukkende af onlineundervisning eller gennem en blanding af fremmøde og fjernundervisning.

Derudover fortæller et ud af tre børn, at de føler sig håbløse og triste, og at de ikke kan udføre sædvanlige aktiviteter.

Undersøgelsen viser også, at hver femte barn har mistet en nær slægtning eller ven siden optrapningen af krigen.

Ifølge generalsekretær i Unicef Danmark Susanne Dahl er det noget, der påvirker børn og unge.

– Det er utrolig triste tal. Vi ved fra covid-nedlukningen, hvor meget det påvirkede børn og unge ikke at se venner og have en normal hverdag.

– Oplever man så samtidig dødsfald tæt på, så er der ingen tvivl om, at det må give voldsomme ar på sjælen, siger Susanne Dahl i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen viser samtidig, at der på Ukraines tredje år med krig har været endnu mere dødelighed for børn end det foregående år.

I 2024 steg antallet af skader på børn med mere end 50 procent sammenlignet med 2023.

Det betyder, at mere end 2500 børn er blevet dræbt eller såret, siden krigen eskalerede for tre år siden.

– Det går desværre ikke den rigtige vej. Børnene i Ukraine har brug for vedvarende fred og chancen for at få en meget bedre fremtid, end den de har nu. Det er os voksne, der skal sørge for, at det sker, siger Susanne Dahl.