En kvinde på 36 år nægter, at hun var involveret, da en 35-årig mand blev skudt i hovedet i en bil i Mørkhøj i Søborg i maj.
Det er ifølge Ekstra Bladet og sn.dk kommet frem i forbindelse med et grundlovsforhør i Retten i Glostrup onsdag.
Den 35-årige mand døde efter to dage af sine skader. Med sig i bilen havde han en 12-årig pige, som ikke kom noget til.
Sigtelsen mod kvinden drejer sig om medvirken til drab og drabsforsøg samt opbevaring af to skydevåben, skriver de to medier.
Hun skal have været i besiddelse af en revolver og en pistol med tilhørende ammunition op til skyderiet 2. maj.
Hun blev varetægtsfængslet i fire uger.
En uges tid efter skyderiet blev den første mistænkte anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet. Seks dage senere blev yderligere to anholdt, som også blev varetægtsfængslet. Og den 26. maj blev en fjerde mand anholdt og varetægtsfængslet.
Sagen er indtil videre blevet behandlet for lukkede døre, og de nærmere detaljer er derfor indtil videre ukendte.
Senioranklager Rasmus Kim Petersen sagde ifølge Ekstra Bladet i retten, at politiet mener, at de formodede bagmænd stadig er på fri fod.