11. jul. 2025 - 12:26

30 militante fra PKK brænder deres våben i ceremoni




30 kurdiske militante fra gruppen PKK, Kurdistans Arbejderparti, der i årtier stod i spidsen for et oprør i Tyrkiet, har fredag brændt deres våben.

Det rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der har været til stede ved en ceremoni, som har fundet sted i det nordlige Irak.

PKK besluttede i maj officielt at opløse sig selv og stoppe den væbnede kamp, efter at dens fængslede leder, Abdullah Öcalan, havde opfordret til netop det.

Fredagens ceremoni ses som et afgørende symbolsk skridt i afvæbningsprocessen.

– 30 PKK-kæmpere, hvoraf fire har ledende poster, brændte deres våben, rapporterer AFP-journalisten, som var til stede ved den korte ceremoni.

Den fandt sted i den delvist autonome Kurdistan-region i det nordlige Irak i en hule nær byen Sulaymaniyah.

PKK stod fra 1984 og frem i spidsen for et oprør mod Tyrkiet. Gruppens oprindelige mål var at skabe et hjemland for kurderne.

Beslutningen om en opløsning kan potentielt få store politiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser i regionen. Men der er tale om en trinvis proces med afvæbning uden garanti for succes.

Alper Coskun, som forsker ved Carnegie Endowment for International Peace, har til tænketankens hjemmeside betonet, at PKK øver indflydelse i både Iran, Irak og Syrien.

Samtidig har gruppen haft stor betydning for en hård indenrigspolitisk kurs i Tyrkiet.

– PKK og dens brug af terror med en separatistiske dagsorden har været en primær sikkerhedsmæssige bekymring for Tyrkiet og overskygget landets internationale relationer i årtier, siger Coskun.

Over 40.000 mennesker er blevet dræbt i konflikten mellem PKK og Tyrkiet.

Både den tyrkiske regering, EU og USA anser PKK for at være en terrororganisation.

Kurderne er en etnisk gruppe, som udgør betydelige mindretal i flere lande i Mellemøsten, herunder i Syrien og Tyrkiet, hvor det anslås, at omkring 20 procent af befolkningen er kurdere.

AFP